Du er her://Besøg vores landsby
Besøg vores landsby2018-12-04T13:02:53+00:00

Velkommen til Borbjerg-Hvam

Borbjerg og Hvam er to sammenhængende landsbyer, der ligger 10-12 kilometer fra Holstebro, omgivet af en flot og yderst attraktiv natur skabt i den sene istid med utallige oplevelsesmuligheder. Vi har både kirke, sognegård, idrætsanlæg, en veludbygget skole med gode børnepasningstilbud, sparekasse, nyere købmand og andre forretninger. Der er 1,5 km. mellem byerne, som er bundet sammen med en cykelsti etableret i 2004.
Det aktive og inspirerende lokalsamfund på ca. 1100 indbyggere er fordelt med ca. 350 indbyggere i Borbjerg by, 250 i Hvam og dertil oplandet på ca. 500 indbyggere. Borbjerg-Hvam er et lokalcenter, som dækker borgernes behov mht. indkøbsmuligheder, skole helt op til 7. klasse, daginstitutioner og idrætsanlæg.
Landsbysamfundet Borbjerg-Hvam har mange værdier og fordele:

Overskueligt, vedkommende og trygt

Der er dejligt ude på landet og i landsbyerne. Her får man det hele til lidt færre penge. Hus- og grundpriserne er lidt lavere og det sociale netværk er mange gange større end i byen. Her er trygge rammer, når vi møder hinanden i skolen, hos købmanden eller i fritidshuset og hjælpen er aldrig længere væk end naboen. Nærheden og friheden til at være sig selv går hånd i hånd.

Byen lige om hjørnet

Hvad vi ikke kan finde lokalt, kan vi finde tæt på. Vi har gode forbindelser både til byen og til kommunen. Vi samarbejder med kommunens øvrige 12 borgerforeninger og har etableret et godt samarbjede med Holstebro Kommune for, at skabe endnu bedre rammer for livet på landet og i landsbyerne.

Naturen lige udenfor døren

Vi har naturen lige udenfor døren. Marker, søer, vandløb, skov og naturstier. Vi arbejder på at knytte landsbyen og naturen stadig tættere sammen, og har framragende fysiske rammer til gavn for både børn og voksne. Landskabet skal ikke kun blot være for øjet men for hele kroppen.

Et aktivt og inspirerende lokalområde

Her finder vi lettere sammen i givende og inspirerende fællesskaber. Her er gode traditioner for at engagere sig i lokale opgaver og stå sammen om at opnå fælles mål. Vi har et aktivt foreningsliv med blandt andet e-soprt, amatørteater, ridning, håndbold, håndbold, fodboldgolf, gymnastik og golf.

I landsbyen vil og kan vi – og vi kan fordi vi vil!

Vi er altid klar til at yde en indsats for landsbyens udvikling og vores motto er: Vi glemmer aldrig vores udgangspunkt – nemlig det lokale. Vi kan meget selv, men erkender også vi ikke kan klare alt selv. Et aktivt lokalområde er også åbent overfor omgivelserne. Vigtigt er ikke blot at dække eksisterende behov men også at stimulere den fortsatte udvikling og befolkningstilvækst. Vi er nemlig i udvikling – ikke i afvikling.