Du er her://Natur & Udeliv
Natur & Udeliv2018-12-05T13:40:04+00:00

Natur & Udeliv

Unikt naturområde 

Området omkring Borbjerg-Hvam byder på en yderst attraktiv natur, som de lokale nyder på forskellig vis. Her kan blandt andet nævnes de meget populære stier, der indbyder til en afslappende gåtur efter endt arbejdsdag. Området omkring Møllesøen er også et sandt fugleeldorado. Her kan opleves mange forskellige arter såsom sneuglen, nattergalen, gøgen, isfuglen og næsten alle rørskovens fuglearter. Derudover er søen hjemsted for de smukke og majestætiske knubsvaner, hvor flere par yngler. Om vinteren kommer endnu flere svaner til herunder sangsvanerne, der tager turen fra Findland, Rusland og det vestlige Sibirien, til det lidt lunere Danmark. Ofte kan der i vintermånederne tælles op mod 200 svaner på søen og sangsvanernes smukke sang kan høres vidt omkring på de stille vinteraftener.

Møllesøstien

Der venter den naturelskende smukke oplevelser på den knap 2 kilometer gåtur, der bugter sig om Møllesøen. Området består af sumpet mose, rør skov og høje træbevoksede skrænter. Stien er flot og velholdt, idet der 1 gang årligt lægges nyt flis på sponsoreret af borgerforeningen og lagt på af lokale frivillige. Der er opsat bænke på ruten, hvor roen og udsigten over søen kan nydes. Udgangspunktet for turen er parkeringspladsen ved kirken, og ned ad Kirkebakken eller fra Borbjerg Mølle Kros parkeringsplads. Kære hundeejer – det er en aftale mellem kommunen og lodsejerne langs stien, at hunde (heller ikke dem i snor) ikke skal forstyrre hverken mennesker eller dyr. Lad derfor venligst hunden blive hjemme.

Hjertestien

En hjertesti er en afmærket motionsrute, hvor der langs ruten er opsat skilte med Hjerteforeningens logo. Dette er et projekt fra Hjerteforeningen for at opfordre til mere motion i hverdagen. Stien starter ved Præstegårdsparkens- og Fodboldgolfbanens parkeringsområde. Den fører dig først mod stenalderhytten og fortsætter derefter rundt om “fennen”. Retur ved fodboldgolfbanen, kan man holde til venstre og følge stien ned langs marken og videre over til Borbjerg Møllesø.

Ved Borbjerg Mølle Kro kan det anbefales at gøre et ophold og evt. få en forfriskning samt hilse på de mange spændende dyr i dyrefoldene. Herefter fortsætter hjertestien rundt om søen via flis stien og retur igen til Præstegårdsparken. Der er således mulighed for at vælge en kortere eller længere tur. 

Junglestien

En afsides og hyggelig sti, der følger Borbjerg Mølle Kros golf bane rundt. Stien påbegyndes ved kroens parkeringsplads, går rundt om vildmarksbadet og hul 8. Derefter krydses grusvejen, og stien snor sig igennem træbevoksningen med golfbanen på den ene side og bækken på den anden. Halvvejs på turen går stien langs tørvemosen, et smukt område hvor børnene ved hjælp af en tømmerflåde-trækfærge, kan trække sig over til den lille ø med dyrespor. Lidt efter krydses bækken, og stien går herefter langs æselfolden, og henover krebsesøen via hængebroen. Den fortsætter videre op gennem juletræsområdet med naturfitness banen og går afslutningsvis forbi emu og lama folden, og jorden er giftig banen inden den ender tilbage ved parkeringspladsen. Alle disse faciliteter må gratis benyttes.

Shelters

Tag et ophold i Præstegårdsparken, hvor der både kan overnattes i shelters samt tilberedes mad over bål eller grill. Der står 3 shelters til rådighed med plads til 4-5 personer hver. Benyttelse af shelters, bålplads og grill er gratis og behøver ingen forudgående reservation. Ønsker du sikkerhed for plads, kan der reserveres senest dagen i forvejen. Reservationer har altid fortrinsret. 

Er der ingen reservationer, gælder “først til mølle” princippet. Dog skal der altid vises hensyn og så vidt muligt findes plads til alle.
Hvis du ønsker at reservere, kan dette gøres ved at sende en mail. Se i kalenderen om der er ledigt på det ønskede tidspunkt.